Er du passioneret omkring god madlavning – og har du lyst til at tage ansvar for en kantine, hvor vi laver det hele selv? Hos CeramicSpeed i Holstebro søger vi en engageret og handlekraftig kantineansvarlig, der brænder for at give kollegerne en sund, velsmagende frokostoplevelse – helt fra bunden.
Din hverdag hos os
Som kantineansvarlig får du en vigtig rolle i vores kantine, hvor vi dagligt laver frokost til ca. 90 medarbejdere. Du har ansvaret for den daglige drift - men du står ikke alene. Du bliver en del af et lille team, hvor I sammen sørger for, at alt spiller - fra idé til servering.
Hos os betyder fra bunden virkelig fra bunden
Vi rister selv mandlerne, sylter rødløg, bager vores eget brød og tilbereder altid den varme ret med kærlighed og omtanke. Vi er nysgerrige på at erstatte kød med nye, spændende alternativer – og vi går op i, at maden ikke bare smager godt, men også præsenteres indbydende.
Vores frokostmenu byder hver dag på rugbrød, hjemmebagt brød, lidt pålæg, æg og en salatbar. Dertil laver vi 1-2 mættende salater og en varm ret, der varierer dagligt. Om fredagen skruer vi op for hyggen med brunch - f.eks. øllebrød, smoothies, hjemmebagt boller og lidt ekstra lækkert.
Vi elsker god mad – men vi hader madspild
Vi tænker kreativt og har altid fokus på god smag, sundhed og økonomi. Vi sætter en ære i at få det bedste ud af de råvarer, vi har til rådighed.
Derfor leder vi efter dig, der har lyst til at bidrage til den gode energi – både i køkkenet og i fællesskabet.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Planlægning af menu og indkøb
- Tilberedning af mad – fra brød til salater og lune retter
- Koordinering og strukturering af arbejdsopgaver og fordeling
- Sikre økonomi, kvalitet og hygiejne
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har erfaring fra køkken, kantine, café eller catering – og lyst til at tage ansvar. Har du ikke prøvet lederansvar før, men er klar til at tage springet, vil vi også meget gerne høre fra dig.
Du er passioneret omkring mad, kan arbejde selvstændigt, er fleksibel og trives med at tage ansvar, også når der er travlt. Du ved, hvordan man holder styr på kost- og hygiejneregler – og vigtigst af alt: Du er en holdspiller med et smil og godt humør.
Hvem er vi?
Vi er en virksomhed med ca. 130 medarbejdere, hvoraf de fleste sidder på vores hovedkontor i Holstebro. Vi har et stærkt fællesskab og en uformel kultur, der kommer til udtryk i måden, vi taler til hinanden og er sammen på. Med et unikt brand, høje ambitioner og en stærk entreprenørånd arbejder vi tæt sammen på tværs for at nå vores mål.
Sundhed og fællesskab er en del af vores DNA
Hos CeramicSpeed er sundhed og motion ikke bare noget, vi taler om – vi lever det. Vi dyrker motion sammen hver onsdag, vi elsker at være aktive til vores årlige fester, og vi tror på, at fællesskab, motion og god energi i hverdagen gør en forskel for os alle.
Stillingen er på 37 timer/uge med fleksibel arbejdstid mellem kl. 06-18 under hensyntagen til tidspunkterne for servering af frokost.
Vi har en 100% røg- og nikotinfri arbejdsplads.
Klar til at blive en del af teamet?
Du ansøger ved at sende os din ansøgning og CV pr. mail til job-kitchenmanager@ceramicspeed.com med emnefeltet »Kantineansvarlig« og indikerer, hvor du har set jobopslaget henne.
Grundet sommerferien skal du forvente, at der kan gå længere tid, førend du hører fra os, men du er meget velkommen til at sende din ansøgning allerede nu.
Vi afholder samtaler i løbet af august.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CFO Heidi Fly HFC@ceramicspeed.com
Om CeramicSpeed
CeramicSpeed blev grundlagt i 2004 og er nu en af verdens førende producenter af keramiske lejeprodukter til cykelindustrien og industriapplikationer. Vi har mere end 20 års erfaring med at udvikle lejer med ekstremt lav friktion og uovertruffen holdbarhed. Alle vores produkter er håndlavede i Danmark.
Vi er førende indenfor vores felt og har en forretningsmodel, som gør både produktsortiment, kvalitet og kundeservice unikt på markedet.
For yderligere information: www.ceramicspeed.com